Imponer dine gæster med en overdådig baileys cheesecake med knuste oreos. Jeg har serveret mange forskellige cheesecakes – som mit opskriftskartotek også vidner om, cheesecakes gør noget helt særligt for mine smagsløg – jeg elsker dem. Og min baileys cheesecake er ingen undtagelse. Det er samtidig en af de cheesecakes, jeg har høstet flest roser for, da smagsbalancen er ganske fin med både et hint af baileys, bitterhed fra chokoladen og sødme fra de knuste oreos. Udover smagen så er desserten også rigtig nem at få til at se indbydende og dekorativ ud og med en håndmixer eller en køkkenmaskine ved hånden, så er den samtidig virkelig nem og enkelt at lave at lave.
Baileys cheesecake med knuste Oreos
Ingredienser
- 100 g Mørk chokolade 72%
- 2 pk Philadelphia ost ikke light
- 80 g Flormelis
- 2 1/2 tsk Vaniljesukker
- 1/2 spsk Kakaopulver
- 3/4 dl Baileys
- 2 1/2 dl Piskefløde
- 1 1/2 pk Oreos
Sådan gør du
- Smelt chokoladen i en lille gryde og lad det herefter køle lidt ned
- I en skål piskes philadelphia ost, flormelis, kakao og vaniljesukker
- Når blandingen er pisket godt sammen tilsættes baileys og der piskes godt igen.
- Hæld chokoladen i og pisk endnu en gang.
- Pisk 1/3 af fløden i blandingen til konsistensen er lækker tyk.
- Pisk herefter resten af fløden i lidt ad gangen og pisk til blandingen er perfekt cremet.
- Kom cremen i en sprøjtepose med en passende tyl.
- Oreos knuses i en blender.
- Kom en skefuld knust oreo i hvert af glassene.
- Fyld herefter et lag creme på.
- Kom endnu et lag oreos ovenpå og slut af med creme.
- Pynt desserten – jeg har pyntet min baileys cheesecake med sølv kugler herfra og vaffelrør
Jeg har lavet fire glas ud af denne portion, men portionen kan med fordel opdeles i seks, da de ellers er forholdsvis store som dessert.
Tip: Hvis du laver desserten på en sommerdag, så vil det være smukt at dekorere desserten med spiselige blomster og skovsyre. Jeg bruger som regel økologiske hornvioler, som er så smukke og dekorative.
Husk at du er meget velkommen til at følge mig på de sociale medier. Både instagram og på facebook opdateres løbende med nyeste opskrifter og indlæg. Jeg håber, at du har lyst til at følge med.
Rigtig god weekend.
Hej Mie
Pisker du fløden til skum inden du kommer den i ostemassen?
Vh Tina 🙂
Hej Tina. Nej, jeg kommer fløden direkte i ostemassen lidt ad gangen og pisker det sammen:-) mvh Mie
Hej Tina. Laver du den samme dag den skal serveres eller dagen før? 🙂 Mvh Maiken
Undskyld, Mie, ikke Tina. Tog fejl af navnet i indlægget før mig.
Hej Maiken
🙂 det er helt ok;-)
Jeg laver dem på selve dagen, men gerne om formiddagen, så jeg ikke står med dem i sidste øjeblik.
Mvh Mie
Hej Mie.
Kan denne dessert fryses?
Hej Helle,
Jeg har ikke prøvet det, men hvis man bruger beholdere der kan fryses, så tænker jeg godt, at det kan lade sig gøre. Lad mig endelig vide, hvis du prøver:-)
Mvh Mie
Knuser du oreos med fyldet (det hvide) eller er det kun kiksene?
Jeg skal lave desserten hjemmefra og tage den med til en fest nytårsaften… kan jeg lave cremen og det andet klar hjemmefra og så anrette det når jeg kommer frem?
Hej Jeanne,
Jeg bruger hele oreo’en – også cremen i midten.
Og du kan sagtens lave delene i forvejen og samle, når du kommer frem, det har jeg også ofte gjort – med succes.
Jeg håber, at desserten falder i jeres
smag:-)
Rigtig god jul og godt nytår.
Mvh Mie
Vil man kunne lave delene (altså moussen) dagen før, og så blot samle det på dagen, det skal bruges? Eller er det dårligt for moussen? 🙂
Hej Cecilie,
Du vil sagtens kunne lave baileys cremen dagen før, det bliver den bestemt ikke dårligere af:-)
Godt nytår.
Mvh Mie
Hej Mie.
Nu har jeg prøvet at fryse desserten i en frysevenlig beholder. Jeg tog den fra fryseren direkte i køleskabet i et døgns tid. Cremen er absolut ligeså god som frisklavet. Desværre er oriokiksen blevet blød. Så skulle man lave den i god tid, så kan cremen fryses, men desserten først lægges sammen på dagen Håber det kan hjælpe
Hilsen Helle.
Hej Helle,
Tusind tak for din tilbagemelding, hvor er det virkelig skønt med feedback:-) Jeg må helt sikkert prøve at fryse cremen.
Rigtig god dag
Mvh. Mie
Hej Mie
Har i dag prøvet at lave den dessert, men den er ikke blevet helt som den skal være. Jeg kunne ikke få cremen tyk nok På billedet ser det ud til at der er oreos cremen???
Håber den alligevel kan spises
Hej Lone,
Det var da utrolig ærgerlig! Jeg har ikke prøvet, at cremet ikke ville blive tyk – jeg plejer at piske cremen længe – kan det evt være derfor? – jeg har ikke Oreos i cremen, det er den smeltede chokolade, der får det til at ligne det:-)
Jeg håber, at den smagte på trods af konsistensen:-)
Rigtig god aften.
Mvh. Mie
DU skriver at man skal bruge 2 pk. Philadelphia ost, men dem kan man jo få i forskellige størrelser, så hvor meget skal der bruges?
Hej Gitte,
Det er 400 g philadelphia ost (den “almindelige” størrelse)
Mvh. Mie
Hej Mie.
Kan man lave denne opskrift i en springform i stedet for glas anretning?
Har opdaget jeg desværre ikke har nogle glas jeg kan bruge 🙁
Hilsen Stine
Hej Stine,
Det kan du sagtens – eller måske i en stor glasskål:-)
Rigtig godt nytår
Mvh. Mie