Siden sidste indlæg har jeg måtte sande, at selvom ugen startede uden sygdom, så kan tingene hurtigt ændre sig. Daniel er nu endnu en gang ramt af en maveinfluenza og har været vågen en meget stor del af natten. Så den står, igen igen, på sofahygge med mindstemanden i dag. (Og så må det i øvrigt gerne blive forår og varmere i vejret, så vi kan blive fri for sygdom!)
I går havde Jimmy og jeg taget os en kærestedag, hvor vi begge havde fri og tid til at hygge. Vi fik både ordnet en hel del praktiske gøremål og spist en virkelig lækker frokost i vores eget tempo – efter vi er blevet forældre, bliver maden ofte konsumeret i et rimelig højt tempo, men i går nød vi virkelig frokosten – helt stille og roligt:-) – jeg elsker, at vi kan få plads til sådanne dage indimellem:-). Til frokost havde jeg lavet kartoffelvafler lavet af kartoffelmos rester fra forgårs aftensmad, revet ost og rødløg – de var yderst smagfulde:-) Jeg havde valgt at toppe vaflerne med serranoskinke og parmasanost – en perfekt kombination – uhm, hvis bare vi havde rester fra resterne;-)
Kartoffelvafler: – ca. 8 stk
- 2 æg
- 3/4 dl. kærnemælk
- 2 spsk. olivenolie
- 725 g. kartoffel/gulerodsmos
- 1 rødløg
- 160 g. cheddarost
- 3 spsk. hvedemel
- 1 tsk. bagepulver
Forslag til topping:
- Serranoskinke
- Groftrevet parmasanost
- Rucolasalat
- Cherrytomater
- Basilikumpesto
Pisk kærnemælk, æg og olivenolie sammen i en skål. Tilsæt kartoffelmos, hakket rødløg, cheddarost, hvedemel og bagepulver. Pisk det godt sammen. Varm dit vaffeljern op og kom en klat kartoffelmos på, bred det en lille smule ud, luk vaffeljernet og steg nu hver kartoffelvaffel til den er færdig. Hold de færdige vafler varme i ovnen ved 60-80 grader på en bageplade (de skal endelig ikke stables) Jeg valgte at servere kartoffelvaflerne med serranoskinke, parmasanost, rucola, tomater og pesto, men røget laks eller frisk stenbiderrogn er også en lille lækkerbisken hertil:-) Kartoffelvaflerne er forøvrigt også fortrinlige som en lækker forret til en god gæstemenu eller som en del af en skøn brunch:-)