Frikadeller er måske lidt old-school men med det rette tilbehør, så mener jeg bestemt stadig, at de holder. Her på matriklen er de i hvert fald et stensikkert hit, begge drenge elsker dem og kan sagtens spise 3-4 styks hver til aftensmaden.
Jeg plejer at lave en dobbelt portion, således at der også er frikadeller til fryseren. På den måde kan jeg altid tage et par stykker op ad gangen til madpakkerne.
Frikadeller: – ca. 14 frikadeller
- 500 g hakket svinekød
- Et stort revet løg
- Ca. 1/2 dl mælk
- 3 spsk. hvedemel
- 1 æg
- 1 tsk. salt
- Friskkværnet peber
Løget rives på et rivejern og blandes godt med de øvrige ingredienser, så farsen bliver fast og sej.
Frikadellerne formes ved hjælp af en spiseske og et krus vand. Dyp skeen er vandet og form frikadellerne inden de kommes på panden. Steges 2×4 minutter på hver side ved middelvarme, hold øje så de ikke bliver branket.
Herhjemme serverer jeg gerne en god kartoffelsalat til frikadellerne, prøv eksempelvis denne skønne version med rødløg og kapers i.
Frikadellerne er også gode med frisk pasta med hjemmelavet pestosauce eller en græsk salat og eventuelt tzatziki til. Så kan man med fordel komme lidt timian og et fed hvidløg eller to i farsen.