Vores morgenmad består i hverdagen af enten af havregryn med mælk eller ristet rugbrød med ost, hvilket smager fortræffeligt, men til en weekend morgen er det altså en lille smule kedeligt – der må den gerne få lidt ekstra på tangenterne;-) Jeg laver ofte hjemmelavet müsli i forskellige varianter, som vi bruger til forskellige formål – blandt andet til små morgenmadstærter, til müslibarer og til disse fine morgenmads triflier – fyldt med gode bær, vanilje yoghurt og en masse knasende müsli. Til denne omgang müsli har jeg brugt havregryn og mandler – men andre gange bruger jeg ruggryn og hasselnødder – alt efter hvad jeg lige har på lager. Men det er absolut nedenstående kombination, som jeg synes bedst om:-)
Morgenmads trifli: – 4 glas
- 3/4 l. yoghurt med vanilje
- Forskellige bær
Hjemmelavet müsli:
- 3 spsk. honning
- 200 g. havregryn
- 100 g. mandler
- 40 g. græskarkerner
- 60 g. solsikkekerner
- 75 g. rosiner
Hindbær sirup:
- 5 dl. hindbær (jeg brugte frosne)
- 75 g. sukker
- 1 dl. vand
Hjemmelavet müsli: Start med at varme honningen op på en stor pande, det tager et par minutter. I mellemtiden hakkes mandlerne groft og kommes på panden i 2-3 minutter under omrøring. Tilsæt solsikkekerner og græskarkerner. Efter endnu et par minutter tilsættes havregrynene og “steger” med 2 minutter. Hæld müslien over i en stor bradepande i et tyndt, jævnt lag og lad det køle helt ned. Herefter blandes rosinerne i og müslien er klar til at spise.
Hindbær sirup: Kom hindbær, sukker og vand i en lille gryden og bring det i kog. Lad det småkoge i ca 20 minutter til det tykner. Si siruppen, hæld det på en rengjort flaske og kom det på køl, så det er helt koldt inden brug.
Selve morgenmads triflien laves ved at komme bær i bunden af glasset, herefter hældes vanilje yoghurt ovenpå, det toppes op med en masse hjemmelavet müsli og sluttes af med lækre blårbær og hindbær. Serveres sammen med hindbær siruppen (eller hvilken sirup man nu foretrækker:-))