Italiensk farsbrød er både nem og virkelig lækker hverdagsmad. Fyldt med skønne krydderier, revet parmasanost, saftigt kød og med et lækkert lag sprødt bacon på toppen. Brug 15 minutter på at forberede farsbrødet og lad ellers ovnen klare resten.
Her er farsbrødet serveret med de lækreste saltbagte kartofler, som virkelig komplementerer kødet på en helt fantastisk måde. Men en god bagekartoffel eller disse ovnbagte kartofler med parmasanost og bacon er også rigtig godt til et italiensk farsbrød.
Jeg laver gerne en hjemmerørt cremefraiche dressing hertil – gerne med en masse friske krydderurter, løg, hvidløg og hvad smagsløgene ellers lige ønsker på dagen. Kun fantasien sætter grænser for kreativiteten. Og så serverer jeg altid grøntsager til – enten i en grøn salat eller en skål fyldt med sprøde friske grøntsager.
Italiensk farsbrød
Ingredienser
- 2 store Løg
- 3 fed Hvidløg
- 200 g Bacon i tern
- 500 g Hakket oksekød
- 1 Æg
- 3 spsk Havregryn
- 2 spsk Parmasanost
- 1 spsk Tomatpure
- 1 spsk Oregano
- 1 tsk Timian
- 1 tsk Salt
- Friskkværnet peber
- 150 g Bacon i skiver
Sådan gør du
- Hak løgene og pres hvidløgsfed
- Steg løg, hvidløg og bacon i tern på en pande ca. fem minutters tid
- I en skål blandes de stegte løg, hvidløg og bacon godt sammen med hakket oksekød, æg, havregryn, revet parmasanost, tomatpure og krydderier
- Form farsen og læg den i et ildfast fad
- Læg baconskiverne ovenpå farsen og bag farsbrødet i ovnen ved 200 grader i 55-60 minutter
Er du på udkig efter flere lækre retter med hakket oksekød, så kan jeg blandt andet varmt anbefale denne rygende varme fedtfattige gullaschsuppe, de hverdags venlige taco kartofler, disse små sprøde taquitos og de lækre cannelloni med spinat. Du er altid meget velkommen til at gå på opdagelse i mit opskriftskartotek, hvor der flere gange ugentligt kommer flere opskrifter til.
Har du lyst, er du meget velkommen til at følge mig på de sociale medier. Både Facebook og Instagram bliver løbende opdateret med de nyeste opskrifter og indlæg.