Hvidløgsknuder med parmasan og frisk basilikum

Jeg håber, at I kan holde varmen derude, for det er jo iskoldt i dag – minus 11 grader viste vores termometer i morges, inden vi smuttede ud af døren. Drengene er fuldt udstyret med uld undertøj, strømpebukser, tykke trøjer, fleece og flyverdragter, så satser vi på, at de kan holde varmen på denne smukke dag. Særligt i børnehaven er børnene ude stort set hele dagen – de spiser sågar frokost ude i det fri – også i frostgrader – og børnene elsker det:-) Det gør også, at der sjældent er sygdom i børnehaven, bakterierne får simpelthen ikke et ben til jorden;-)
Når man har været ude i længere tid i den kolde luft, så er det virkelig skønt at komme ind og varme sig på en lækker suppe, der luner helt ind i sjælen:-) Og det var netop det, vi gjorde i går aftes – jeg havde lavet en stor portion Fedtfattig gullaschsuppe og hertil serverede jeg disse lækre og sprøde hvidløgsknuder med parmasanost og basilikum. Drengene elsker dem og det samme gør vi andre. Pizzamelet giver en virkelig sprød skorpe samtidig med, at de er dejligt luftige indvendig. Der er fuld knald på hvidløgssmagen, hvilket vi er rigtig glade for herhjemme, men er man ikke den store hvidløgsfan, så kan man sagtens skrue lidt ned for smagen og måske kun bruge et enkelt fed.
Hvidløgsknuderne passer ikke kun til suppe, de kan gå til det meste – og de er også gode som en lille snack – måske serveret med en stærk salsa til:-) hvidloegsknuder, basilikum, hvidloegsboller, osteboller, suppeboller, opskrift

Hvidløgsknuder med parmasan og frisk basilikum: – 16 stk

Dejen:

  • 3 1/2 dl. lunken vand
  • 50 g. gær
  • 2 tsk. salt
  • 1 tsk. sukker
  • 575 g. pizzamel
  • 2 spsk. olivenolie
  • 2 tsk. olivenolie til smøring af skålen

Hvidløgssmør:

  • 55 g. smør
  • 3 fed hvidløg
  • 1/2 tsk. salt
  • 1/2 tsk. hvidløgspulver
  • 1 håndfuld frisk basilikum
  • Parmasanost

Dejen: Smuldr gæren i lunken vand og opløs det. Tilsæt pizzamel, salt, sukker og 2 spsk. olivenolie. Ælt det godt sammen (dejen skal ikke være klistret – hvis det er tilfældet, så tilsæt lidt mere mel  – en lille smule ad gangen.) Smør en skål med de resterende 2 tsk. olivenolie og kom dejen heri. Dæk skålen med husholdsningsfilm og lad dejen hæve i 1 1/2 times tid på et lunt sted.

Del dejen i 16 lige store dele og rul hver del til en lang pølse. Lav en knude, og kom enderne ind under knuden. Kom knuderne på en bageplade beklædt med bagepapir. Kom husholdningsfilm over bagepladen og lad knuderne efterhæve i 30 minutter.

Hvidløgssmør: Smelt smørret i en lille gryde. Pres hvidløggene ned i smørret og lad det småstege i et par minutter. Tilsæt salt, hvidløgspulver og hakket basilikum og lad det igen småstege i et par minutter.

Inden knuderne kommer i ovnen pensles de med en del af hvidløgssmørret og bages i ovnen ved 230 grader (alm. ovn) i ca. 20 minutter. Lad dem køle lidt ned og giv dem igen hvidløgssmør med penslen. Riv godt med parmasanost ud over hvidløgsknuderne og server dem lune.hvidloegsknuder, basilikum, hvidloegsboller, osteboller, suppeboller, opskrift

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *