Lækre daim muffins der både er nemme at lave og smager helt fantastisk – fyldt med knasende daim stykker – de er ganske enkelt uimodståelige. Så hvis du, som jeg, elsker daim, så vil du med garanti også elske disse daim muffins.
Mine daim muffins er her forklædt som eddercupcakes – både søde og (u)hyggelige på en og samme tid – de perfekte muffins til halloween.
Efter jeg har fået børn, er jeg begyndt at gå op i ting, jeg tidligere ikke skænkede den fjerneste tanke. Det gælder blandt andet halloween. Egentlig har jeg altid haft et lidt anstrengt forhold til “højtiden”, mest fordi det er meget amerikaniseret -men nu tager jeg mig selv i at købe edderkopper og lave en masse halloween pynt. Og jeg elsker det – særligt fordi jeg kan se, at mine børn elsker det:-) Omkring halloween aften får vi ofte besøg af familie og venner og hvert år pynter drengene og jeg huset (u)hyggeligt op og laver halloween kager:-) Vores daim muffins forklædt som eddercupcakes er på to-do listen hvert år – de er og bliver et KÆMPE hit hos både store og små.
Daim muffins forklædt som eddercupcakes
Ingredienser
Daim muffins
- 50 g Smør
- 2 tsk Bagepulver
- 2 tsk Vaniljesukker
- 110 g Sukker
- 290 g Hvedemel
- 1 dl Mælk
- 1 Æg
- 2 Dobbelt daim ca 110 g
Topping
- 70 g Flormelis
- 1 spsk Kakaopulver
- 1-2 spsk Mælk
- Brunt krymmel
- Lakridshjul jeg brugte dem fra Haribo
- Sukkerøjne Jeg købte mine hos Panduro Hobby
Sådan gør du
Daim muffins
- Smelt smørret i en lille gryde.
- I en skål blandes hvedemel, sukker, bagepulver og vaniljesukker
- Kom smør og mælk ved og pisk godt.
- Tilsæt ægget og pisk igen til dejen har en ensartet konsistens.
- Hak Daimchokoladen groft og vend det i dejen
- Hæld dejen i muffinforme
- Bages i ovnen ved 180 grader i 15-20 minutter alt efter ovn. Kagerne køles helt ned inden de pyntes.
Topping
- Flormelis og kakaopulver blandes sammen i en skål og mælken tilsættes lidt ad gangen, så man sikrer sig, at glasuren ikke bliver for tynd.
- Dyp toppen af hver muffin i glasuren og herefter i en skål med krymmel.
- Klip lakridshjulene i passende stykker til edderkoppernes ben – otte stk pr muffin.
- Kom to sukkerøjne på hver muffin. Og så er de ellers klar til fest og (u)hygge.
Har du lyst, er du meget velkommen til at følge mig på de sociale medier – både Facebook og Instagram bliver løbende opdateret med de nyeste indlæg og opskrifter.
De lyder dæl’me da gode! 🙂
Man kan også ret nemt lave spøgelser af marengs – og så give dem et par øjne med en smule smeltet chokolade.
God weekend! 🙂
Hej Signe. Sikke en god ide, det vil jeg helt bestemt prøve. Jeg er helt sikker på, at spøgelser bliver et ligeså stort hit herhjemme som edderkopper:-)
Nu har jeg læst opskriften på daim muffen igen og igen men kan ikke finde noget sted hvor der står hvad man gør m daim’en
Hej Annika, tak fordi du gjorde mig opmærksom på det:-) opskriften er nu rettet til:-) daim muffins uden daim er måske en anelse kedelige;-)