Findes der noget hyggeligere end at varme sig på en god kop varm chokolade efter en kold tur ude i efterårs-/ vintervejret – gerne med lune boller eller æbleskiver til:-)
I disse dage er lopperne og jeg alene hjemme om aftenen, så vi hygger lidt ekstra. I går da vi kom hjem fra arbejde og institution gik drengene straks i gang med at lege med lego på værelset, Lego storhitter herhjemme for tiden:-) Imens gik jeg i køkkenet og lavede hjemmelavede æbleskiver og varm chokolade med karamel. Drengene var ellevilde, da de så, hvad menuen bestod af. Og som prikken over i’et satte vi lego movie på tv’et mens vi spiste skiverne og drak chokoladen i sofaen under tæppet. Det er absolut ikke noget, vi gør i så tit – tv til maden – men det var super hyggeligt på en alene hjemme-/regnvejrsdag, hvor man er godt brugt efter en lang dag på arbejde/i børnehave/vuggestue:-)
Varm chokolade med karamel:
Karamelsauce:
- 75 g sukker
- 1 dl. vand
- 0,75 dl. piskefløde
Varm chokolade:
- 1 liter letmælk
- 100 g. god mørk chokolade 70% (gerne mere chokolade, hvis man ønsker en mere intens chokoladesmag)
Karamelsauce: Bring sukker og vand i kog i en lille gryde – lad det småkoge til det begynder at tage farve uden at røre for meget i det. Tag gryden af kogepladen og tilsæt fløden langsomt under konstant piskning.
Varm chokolade: Varm mælken op (det må ikke koge), tag gryden af kogepladen og kom hakket chokolade i – pisk til det er helt opløst.
Kom karamellen oveni den varme chokolade og server med fløde på toppen