Små chokoladetærter med baileys ganache og saltkaramel

Vi knokler derudaf herhjemme for at blive færdig til at holde børnefødselsdag i morgen:-) Mine forældre er kommet for at hygge og hjælpe lidt til, hvilket er skønt, så er der knap så meget stress på. Adrian, Daniel, mormor og jeg er i gang med både at bage pizzasnegle, pølsehorn og lave frikadeller, så der er ingen, der går sultne herfra i morgen:-) imens er morfar og Jimmy så småt gået i gang med at sætte borde på plads. Belønningen for alt vores hårde arbejde er disse helt fantastiske små chokoladetærter med baileys ganache og saltkaramel- som både er godt for ganen og for øjet – til de to små lopper har jeg lavet to små tærter, hvor der naturligvis ikke er baileys i;-) Senere i eftermiddag kommer farmor og farfar for at fejre Adrians fødselsdag lidt på forskud, det bliver en rigtig skøn dag:-)baileys, smaa-chokoladetaerter, baileys-ganache, saltkaramel, opskrift, soede-sager, kage, dessert

Små chokoladetærter med baileys ganache og saltkaramel: – 4 små tærter str. 12 cm

Mørdej:

  • 120 g. blødt smør
  • 240 g. mel
  • 70 g. flormelis
  • 1/2 tsk. salt
  • 1 æg

Saltkaramel:

  • 1 1/2 dl. fløde
  • 200 g. sukker
  • 40 g. smør
  • 1 nip maldon salt

Baileys ganache:

  • 200 g. lys chokolade
  • 50 g. mørk chokolade
  • 1 1/2 dl. fløde
  • 1/2 dl. baileys
  • 1 nip maldon salt

Mørdej: Skær smørret i mindre tern og smuldr det sammen med mel, flormelis og salt – når det er helt smuldret kommes et let sammenpisket æg i dejen. Ælt det sammen, men endelig ikke for længe, så man ikke ødelægger dejens struktur. Sættes i køleskabet i en times tid. Rulles herefter ud og kommes i de smurte tærteforme. Kom bagepapir ovenpå og hæld linser eller tørrede bønner i, så sikrer man, at tærtedejen bliver, hvor den skal:-) Bages i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter. Der var en del dej i overskud, da jeg havde lavet de fire små tærter. Det overskydende kom jeg i fryseren til en anden god gang:-)

Saltkaramel: Varm fløden og sæt det til side. Smelt sukkeret i en passende gryde. Når det er helt smeltet tilsættes fløden lidt af gangen. Kom herefter smørret i karamellen – lidt ad gangen og rør rundt til det er helt smeltet. Til sidst kommes et nip salt ved karamellen og sæt det herefter på køl. (Jeg har lavet mit et par dage før) Det er en stor portion, så der er ekstra til køleskabet, når tærterne er lavet:-)

Baileys ganache: Knæk chokoladen i mindre stykker. Hæld fløde, baileys og salt i en lille gryde og varm det op til kogepunktet og hæld det over chokoladen. Lad det stå et minuts tid og bland det så godt sammen, så det bliver til en ensartet masse. Brug eventuelt en stavblender, så konsistensen bliver helt fin.

Kom et lag saltkaramel i bunden af hver tærte, herefter kommes et godt lag baileys ganache på toppen. Sæt tærterne i køleskabet i et par timer eller tre (kan også sagtens laves dagen før) Pyntes med kakao eller saltflager. Og så er de ellers klar til at blive serveret med en kugle stracciatella is, en god kop kaffe og måske en lille baileys:-)baileys, smaa-chokoladetaerter, baileys-ganache, saltkaramel, opskrift, søde-sager, kage, dessert, chokoladetærte, tærte

 

.

2 thoughts on “Små chokoladetærter med baileys ganache og saltkaramel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *