I dag er jeg hjemme med en lille febersyg dreng, flere af os herhjemme er ramt af en slem hoste og nu er turen så også kommet til Daniel, så dagen bliver derfor spenderet på sofaen med tegnefilm og masser af sodavandsis og vand – han er noget mat i det:-(
I onsdags havde vi alle taget en fridag – både til at få ryddet op og gjort rent efter oliefyr/vandvarmer krisen og så havde vi inviteret gæster til hygge i haven om eftermiddagen/aftenen. En halv time inden gæsternes ankomst legede drengene i haven, mens jeg biksede en kage sammen. Efter et øjeblik kaldte mindstemanden på mig og proklamerede at han var våd – og det må man sige var en underdrivelse – han var, så han kunne vrides. Det viste sig, at storebror havde snuppet vandslangen og fået den idé at vande hans lillebror – der er altid noget at se til, og tøj at vaske, når man har lopper i huset:-D
Kagen jeg lavede var en rigtig bombe – nemlig en rocky road chokoladekage med både skumfiduser, dumle og peanuts på toppen, den smagte skønt – jeg serverede den sammen med cremet hjemmelavet vaniljeis – virkelig lækkert:-)
Opskriften på kagebunden er egentlig bare en klassisk brownie – med masser af chokoladesmag.
Rocky Road: – 16 stk.
Dej:
- 120 g. smør
- 60 g. kakao
- 50 g. mørk chokolade
- 200 g. brun farin
- 1 æg
- 70 g. hvedemel
- 1 1/4 dl. mælk
Topping:
- 100 g. peanuts
- 100 g. dumle
- 75 g. små skumfiduser
Kom smør, kakao og grofthakket chokolade i en lille gryde og smelt det ved svag varme. Bland herefter den smeltede chokolademasse med hvedemel, brun farin, æg og mælk i en skål – bland det godt, så det bliver til en ensartet masse. Kom dejen i et fad (20×20 cm) foret med bagepapir. Bag ved 175 grader i ca. 25 minutter – stik en tandstik i for at sikre, at kagen er færdigbagt. Tag kagen ud af ovnen og kom peanuts, skumfiduser og dumle skåret i halve ovenpå. Tilbage i ovnen med kagen i 5 minutter. Køl kagen helt af og kom den herefter i køleskabet i et par timer. Skæres i 16 stykker og er nu klar til servering:-) (Skumfiduserne kan godt være lidt seje, når de skal spises, men det er en del af charmen;-))