Luksus trifli med hjemmelavede makroner, råsyltede bær og mascarponecreme

En lækker trifli er omtrent den nemmeste dessert, man kan bikse sammen og så smager den helt fantastisk. Dette er min luksus udgave – med hjemmelavede makroner med marcipan, råsyltede bær og en lækker og fyldig mascarponecreme – den er, i al beskedenhed, vanvittig lækker:-) Har man travlt og brug for at springe et led over, så kan man jo sagtens bruge købe makronerne – men triflien bliver bare mange mange gange bedre, når makronerne er kreeret i eget køkken:-)

Som jeg skrev i sidste uge, så brugte jeg en del af vores sommerferie i køkkenet – indimellem med hjælp fra mine to drenge – Daniel på 3 var min lille hjælper, da der skulle laves trifli, som er tilpas nem og simpel, så stort set alle kan være med. Og han klarede det så flot – han stod for at knuse makronerne og samle triflien – han var slet ikke til at skyde igennem af ren stolthed over resultatet:-)

Luksus trifli med hjemmelavede makroner, råsyltede bær og mascarponecreme: – 4 stk.

Hjemmelavede makroner:

  • 100 g. marcipan
  • 190 g. rørsukker
  • 1 æggehvide
  • 1 tsk. hvedemel

Råsyltede bær:

  • 500 g. forskellige bær – jeg brugte brombær, hindbær og jordbær
  • 3 spsk. sukker
  • Saft fra 1/2 citron

Mascarponecreme:

  • 2 dl. fløde
  • 250 g. mascarpone
  • 2 1/2 spsk. flormelis
  • 2 tsk. vaniljesukker

Makroner: Riv marcipanen. Pisk æggehvide, rørsukker og marcipanen sammen så massen bliver ensartet. Tilsæt hvedemel og rør godt. Kom massen i en sprøjtepose og lav ca. 16 nogenlunde ens små portioner på en bageplade beklædt med bagepapir. Bages midt i ovnen ved 190 grader i 13-15 minutter. Lad dem køle helt ned.

Råsyltede bær: Rengør bærrene og halver eventuelt jordbærrene. Bland citronsaft og sukker i en skål og vend bærrene heri. Lad det stå i en halv times tid.

Mascarponecreme: Pisk fløde. mascarpone, flormelis og vaniljesukker sammen, så det får en fast konsistens.

Knus makronerne groft og saml herefter triflien i lag. Serveres umiddelbart lige efter den er samlet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *