Chokolade pavlova med jordbærskum

Lige nu sidder jeg og nyder en lille stund for mig selv med god musik i højtalerne og en kop the. Om et kort øjeblik invaderer tre skønne unger huset (hvoraf to af dem er mine:-)) og så står den ellers på hygge resten af dagen. Jeg havde egentlig planlagt, at vi skulle udenfor og blandt andet lave snobrød og lege, men lige nu står det ned i stænger, så måske jeg skal tage min nok så fine planer op til revision:-) Vi må se, hvad dagen bringer.

I sidste weekend havde jeg travlt i køkkenet – jeg fik både lavet hvid sangriamorgenmads stromboli og så fik jeg lavet en rigtig lækker sommerdessert – chokolade pavlova med jordbærskum – som både er sprød, sød, frisk og cremet og jeg tænker, at den vil komme til at agere dessert en hel del gange den kommende sommer. Hvis man foretrækker andre bær end jordbærrene, så kan man sagtens lave en udskiftning – hindbær gør sig også rigtig godt, det samme gælder rabarber – begge dele gør blot desserten mere frisk end sød, så man kan jo vælge alt efter humør:-) De er meget enkle og lette at lave og samtidig er de noget så smukke – perfekte som et sødt punktum til en lækker gæstemenu.
pavlova, chokolade-pavlova, dessert, dessert-opskrift, opskrift, jordbaerskum, baer

Chokolade pavlova med jordbærskum: – 8 stk

Chokolade pavlova:

  • 100 g. mørk chokolade (70%)
  • 4 æggehvider
  • 185 g. flormelis
  • 1 spsk. majsstivelse
  • 1 tsk. hvidvins eddike
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 knivspids salt

Jordbærskum:

  • 200 g. jordbær (både friske og frosne kan bruges)
  • 1/4 l. piskefløde
  • 2 tsk. vaniljeekstrakt
  • 50 g. flormelis
  • 1 bæger philadelphia ost (ikke light)
  • Bær og evt. spiselige blomster til pynt

Chokolade pavlova: Pisk æggehviderne sammen med salt til det er nogenlunde stift. Tilsæt flormelis og majsstivelse lidt ad gangen og pisk til marengsen er helt stiv. Bland hvidvins eddike og vaniljesukker sammen og vend det herefter i marengsen. Smelt chokoladen i en lille gryde og sørg for at røre konstant heri, så det ikke brænder på. Kom marengsen i en sprøjtepose uden tyl (eller frysepose med et hul i det ene hjørne) og fordel 8 lige store “klatter” på en bageplade beklædt med bagepapir. Hæld nu chokoladen over hver marengs med en ske i fine streger. Tag et grillspyd eller lignende (jeg brugte små bambuspinde købt i Søstrene Grene til formålet) og kør rundt i marengsen og lav fine mønstre. Lav til sidst i fordybning i hver marengs, så det bliver til små skåle. Bages i ovnen ved 180 grader i  7 minutter. Skru herefter ned på 115 grader og bag videre i ca. 40 minutter. Lad skålene køle ned på en bagerist og kom dem eventuelt i køleskabet indtil de skal bruges – lækre sprøde på ydersiden og bløde og seje indeni – helt perfekte (de skal helst laves og spises samme dag, ellers bliver de en smule kedelige)

Jordbærskum: Pisk fløden til skum. Stavblend jordbærrene og vend dem sammen med fløden. Kom vaniljeekstrakt, flormelis og philadelphia ost i fløden og pisk det igen til det stift. Fordel jordbærskummet ovenpå hver chokolade pavlova og pynt desserten med forskellige bær og eventuelt spiselige blomster. (Hos mig var der lidt jordbærskum i overskud, som jeg serverede ved siden af, og det blev spist;-))pavlova, chokolade-pavlova, dessert, dessert-opskrift, opskrift, jordbaerskum, baer

 

4 thoughts on “Chokolade pavlova med jordbærskum

  1. Hej Mie
    Kan det godt passe, at der kun skal bruges en 1/4 dl fløde til jordbærskummet?

    Mvh
    Charlotte

      1. Hej Mie
        Det er fordi, at der i opskriften står 1/4 dl, men tænkte nok, at du mente en 1/4 liter
        Mvh Charlotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *