To råvarer minder mig allermest om forår – det er rabarber og alle de skønne retter, man kan lave heraf og så er det asparges:-) Det er knap nok sæson for den danske asparges, men mon ikke at den er lige på trapperne, naturligvis hvis foråret snart vender tilbage igen…. Asparges smager både skønt i den rå udgave i skønne forårs- og sommersalater eller som her blancheret serveret med bacon og en masse parmasanost:-) Jeg bruger gerne disse asparges med bacon og parmasanost som en del af en god frokost (for eksempel til vores egen lille påskefrokost for nogle dage tilbage) eller som en let forret.
Asparges med bacon, parmasanost og sennepsdressing:
- 500 g. friske asparges
- 200 g. bacon
- Rigeligt friskrevet parmasanost
Sennepsdressing:
- 1 spsk. dijonsennep
- 1 spsk. æblecider eddike
- 3 spsk. olivenolie
- 1/4 spsk. limesaft
Start med at skære aspargesene i mindre stykker og blancher dem herefter i kogende vand i 1 minut. Si vandet fra og stil aspargesene til side. Skær bacon i små tern og steg dem sprøde og lækre på en tør pande. Dryp dem herefter af på et stykke køkkenrulle. Anret asparges, bacon og friskrevet parmasanost på et passende fad eller skål. Bland alle ingredienserne til sennepsdressingen og server det til asparges salaten. Jeg serverede derudover et godt stykke brød og smilende æg til – velbekomme:-)
Weekenden venter lige om hjørnet – for vores vedkommende skal den tilbringes i sommerhus med en lille del af min familie – en weekend fyldt med hygge, badeland, god mad og vin – det kan kun blive godt.
Rigtig god weekend til jer alle:-)