Browniekage med skovbær mousse og frisk frugt

I sidste uge havde vi fornøjelsen af mine forældre, onkel og tantes selskab. De var taget på miniferie i det sjællandske ferieland – og vi var så heldige at være med til al hyggen:-) De havde slået lejr på centralhotellet i Køge – og jeg har ladet mig fortælle, at det er en anbefalelse værdig:-) Fredag hyggede vi herhjemme og vi havde aftalt, at “de gamle” skulle tage en kage med til kaffen – og hvilken kage – en superlækker browniekage med skovbær mousse. Jeg besluttede mig straks for at forsøge mig med at gengive den – og som sagt så gjort:-) Den blev ikke helt magen til, men jeg er ganske godt tilfreds med resultatet – en god tung chokolade browniebund som står i kontrast til den syrlige skovbær mousse – min første mousse til dato og forøvrigt også første gang jeg har arbejdet med husblas – ikke så svært som først antaget:-) Inspirationen til moussen fandt jeg på dr.dk. Jeg har dog lavet lidt om i opskriften, så den blev, som jeg gerne ville have den. skovbaerkage, browniebund, opskrift, mkage, soede-sager, dessert

Browniekage med skovbær mousse og frisk frugt

Browniebund:

  • 225 g. smør
  • 450 g. sukker
  • 1/2 tsk. salt
  • 120 g. kakao
  • 4 æg
  • 1 1/2 tsk. vaniljesukker
  • 170 g. hvedemel

Skovbær mousse:

  • 200 g. frossen skovbær blanding
  • 90 g. sukker
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 stang vaniljestang
  • 1/2 l. fløde
  • 5 blade husblas

Diverse:

  • Bær til pynt
  • Chokoladekugler

Browniebunden: Smelt smørret i en lille gryde, køl smørret lidt ned og pisk det herefter sammen med sukker, salt og kakao. Tilsæt vaniljesukker og æggene – et ad gangen. Pisk til dejen har en ensartet konsistens. Tilsæt til sidst melet og pisk det hele godt sammen. Kom dejen i en smurt 30 cm. springform med bagepapir i bunden. Bages i ovnen ved 170 grader i 40-45 minutter.

Skovbær mousse: Skovbær, sukker, citronsaft og vaniljestang kommes i en en gryde og bringes i kog. Lad blandingen småkoge i ca. 10 minutter. Sæt husblas i blød. Blend og si herefter skovbærblandingen. Vrid husblassen og kom det i den varme skovbærblanding og rør rundt til det er opløst. Pisk fløden til en let skum. Vend lidt af fløden i skovbærrene og vend herefter skovbærblandingen i resten af fløden. Kommes på køl i et kvarters tid.

Til slut smørres moussen jævnt på browniebunden og kagen pyntes med bær og som her med chokoladekugler:-)

skovbaerkage, browniebund, opskrift, mkage, soede-sager, dessert

2 thoughts on “Browniekage med skovbær mousse og frisk frugt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *