Årets sidste dag er kommet og det er tid til at ønske alle et godt og lykkebringende nytår. Det er også tid til at hygge sig i gode venners lag og samtidig den perfekte anledning til at gå ombord i et par gode cocktails;-)
Jeg er generelt ikke den store gin drikker – jeg har aldrig rigtig fået smag for det – ihvertfald ikke hvis der er tale om en helt almindelig Gin og tonic – medmindre den selvfølgelig får et twist;-). Men blandet med andre gode ingredienser, så smager gin nu ganske fortrinligt;-)
Den første cocktail jeg vil dele i dag, er den bedste gin cocktail, jeg har smagt til dato – med sødme fra hindbær sirup og et hint af ingefær – en virkelig lækker smagskombination.
Gin cocktail med hindbær/ingefærsirup:
Hindbærsirup:
- 250 g. frosne hindbær
- 2 1/2 d. sukker
- 2 1/2 dl. vand
- 35 g. ingefær (skrællet vægt)
Cocktail:
- 2 cl. gin
- 4 cl. sirup
- Limesaft fra 1/2 lime
- Mountain dew
- Isterninger
- Pynt: Friske hindbær, limeskiver og munteblade
Hindbær/ingefær sirup: Kom hindbær i en lille gryde sammen med vand, sukker og ingefær skåret i skiver. Lad det koge op og herefter småkoge i 5-10 minutter indtil sukkeret er smeltet. Si herefter siruppen og lad det stå på køl, indtil det er helt koldt.
Cocktail: Kom isterninger i glasset og hæld herefter sirup, gin og limesaft over. Top med Mountail Dew og pynt med hindbær, lime og mynteblade.
Nu er det jo lidt svært at komme efter en cocktail, der har fået førnævnte omtale, men den næste er nu også i top rent smagsmæssigt – og hvis du holder af en Moscow Mule (det gør jeg:-)) så vil denne Gin Gin Mule med garanti også falde i din smag:
Gin Gin Mule: – pr cocktail (store gin glas)
- Knust is
- 1 tsk. lys sirup
- 3 cl. gin
- saft fra 1/4 lime
- 5 blade mynte
- 33 cl. gingerbeer
Kom knust is i et stort glas, tilsæt gin, sirup, limesaft, mynteblade og top med gingerbeer, bland det forsigtigt sammen med en ske og server straks – iskold og lækker:-)
Nu vil jeg gå i krig med nytårs menuen, der for vores vedkommende blandt andet kommer til at bestå af denne laksesalat med rejer, mango og avokado, friskbagte flutes, langtidsstegt oksefilet med en masse lækkert tilbehør samt Baileys cheesecake til voksendessert og is til børnene – det kan da kun blive en god aften:-)
Rigtig godt nytår og pas på hinanden:-)
Det ser rigtig godt ud. Ha en rigtig god nytårsaften.