Retten hedder jo egentlig skidne æg, efter et levn fra gammel tid, men det er nok det mest uappetitlige navn til en ret, så vi omdøber det en smule:-) På trods af navnet så smager skidne æg faktisk rigtig godt. Vi valgte lidt anderledes tilbehør til æggene denne gang – nemlig stegt flæsk lavet i ovnen og ristet rugbrød – det var rigtig lækkert – mormormad når det er bedst:-)
Stegt flæsk:
- 1 kg. flæsk i skiver
- Groft salt
Sennepssauce:
- 15 g. smør
- 2 spsk. hvedemel
- 4 dl. mælk
- 2-3 spsk. sennep
- salt og friskkværnet peber
Tilbehør: Ristet rugbrød
Stegt flæsk i ovnen: Læg flæsken på en bagepladen og kom godt med groft salt på. Bages i ovnen i 30-40 minutter ved 200 grader. Vend flæsket når halvdelen af tiden er gået. Sørg for at hælde fedtet fra indimellem, så flæsket ikke bliver blødt.
Sennepssauce: Smelt smørret i en gryde og tilsæt melet, rør det til det er en ensartet masse. Hæld mælken ved under piskning og lad saucen småkoge i nogle minutter. Tag herefter gryden af varmen og tilsæt sennep, salt og friskkværnet peber, varm saucen op igen, men undgå at den koger, så saucen ikke bliver bitter.
Æggene koges i 6-7 minutter, således at de er smilende.
Rist rugbrødet på en brødrister og så er retten klar til at blive spist:-)