Vi har besøg af mine forældre i denne weekend, og det betyder lidt ekstra forkælelse for både store og små (særligt for de små:-)) Drengenes mormor og morfar kom i går eftermiddags, og jeg havde bagt disse lækre brownies med pistacienødder, karameltopping og peanuts til kaffen. Jeg kan godt afsløre, at de blev taget godt imod:-) Jeg elsker peanuts og jeg synes, at de giver et godt saltet modspil til karamellen og chokoladen. Den er let at lave og den smager rigtig dejligt – også dagen efter.
Brownies med pistacienødder:
-
200 g. brun farin
- 200 g. sukker
- 200 g. blødt smør
- 60 g. pistacienødder
- 150 g. mørk chokolade (70%)
- 170 g. hvedemel
- 40 g. kakao
- 1 tsk. bagepulver
- 5 tsk. vaniljesukker
- 6 æg
- 1 ds. karameliseret mælk
- 2 store håndfulde peanuts
Start med at piske brun farin, sukker og blødt smør godt sammen med en køkkenmaskine eller en elpisker. Hak chokoladen og halvdelen af pistacienødderne fint. Kom et æg ad gangen i sukkermassen og pisk godt imellem hvert æg. Nu kommes hvedemel, bagepulver, vaniljesukker og kakao i dejen og der piskes igen godt. Bland nu chokoladestykkerne og de hakkede pistacienødder i dejen. Til slut kommer du den sidste halvdel af pistacienødderne (hele) i dejen og det hele blandes godt sammen. Dejen kommes i bradepande (20*30 cm) foret med bagepapir.
Dine brownies bages i ovnen ved 180 grader (varmluft) i ca. 35 minutter.
Når kagen er kølet helt ned smøres karameliseret mælk ud over og de grovhakkede peanuts drysses over til sidst.
Hej! Lækker brownie! Hvor mange personer er kagen ca. til? Jeg tænker, at jeg skal lave to stk til 35 personer – vil det række? Mvh Eva
Hej Eva,
Mange tak
Opskriften passer til ca 10-12 personer, så det kommer lidt an på hvor sultne de er
Mvh Mie