Bloggen har stået helt stille de sidste 2 1/2 uge – og det er der en helt særlig grund til… Jeg har over de sidste mange uger været i planlægningsmode – Jimmy fyldte, som bekendt, 40 år i marts og havde absolut ingen ambitioner om at fejre det på nogen som helst måde. Men jeg er nu en gang stor tilhænger af at fejre – både store og små ting, så denne gang fik han ikke selv lov til at vælge;-) Jeg fik arrangeret en surprisefest for ham, hvor størstedelen af vores venner kom for at fejre og feste med ham. Og han blev nu rigtig glad, da han lige havde fået en øl i hånden og chokket var drevet over:-D
Det var den første surprisefest, jeg har arrangeret, og jeg må ærlig indrømme, at jeg har mistet overblikket et par gange eller tre hen ad vejen:-) Et par dage inden festen slog det mig, at jeg havde inviteret over 40 mennesker og alle (heldigvis) havde lyst til at komme. Så hyperventilerede jeg lige et minuts tid, talte i telefon med en kær veninde, der gav mig roen tilbage og så var jeg retur på sporet igen:-) Heldigvis har vi en masse dejlige veninder og venner, der stiller op og hjælper til helt uden at forvente noget igen – det gør mig bare så glad helt ind til det inderste. Og alles hjælp gjorde at dagen blev til den skønne havefest, som jeg havde håbet på:-) Således tilbød Maria og hendes mand Morgan at stå for både bagning af brød, pastasalater og kogning af kartofler til kartoffelsalaten, de kom sågar også og hjalp med at få alt til at klappe på selve dagen, hvilket virkelig var rart, for så snart Jimmy var ude af huset, var jeg helt rundt på gulvet:-) Min sødeste Tinepigen var kommet fredag eftermiddag med et påskud om at hygge og se film. Og med det samme Jimmy kørte afsted lørdag middag sammen med hans kammerat Morten for at ”se på bil” så var Tine allerede i fuld sving med at hjælpe med at pynte tagrenderne med flagranker, hjælpe i køkkenet og bare få tingene til at gå op i en højere enhed og som det ikke var nok, så agerede hun også fotograf hele dagen:-) Og på trods af at jeg havde inviteret gæsterne til kl 13.30, så kender mine veninder fra folkeskoletiden mig så godt, at de kom en times tid før, bare for at give mig en hjælpende hånd – man bliver bare så glad og jeg føler mig så helt enorm heldig – tænk at have så mange dejlige mennesker i ens liv:-)
Dagen forløb helt som jeg havde drømt om – med hygge i haven og høj sol fra en skyfri himmel – og det tilsat en masse vin, øl, pølser, musik, faldskærmsspringere og glade mennesker – Jimmy var så glad, da han vågnede søndag morgen – helt høj på dagen inden – trods massive tømmermænd:-) Så flere fester må der til – ikke nødvendigvis med overraskelses momentet dog;-)