Da vi flyttede på landet for godt fire år siden var det både med tanke på at vores fremtidige børn skulle vokse op med masse af plads omkring sig og godt med frisk luft og samtidig var det for at prøve kræfter med selvforsynings tanken. Ideen om at hente egne grøntsager i egen køkkenhave/ drivhus og friske æg direkte fra hønsegården var en afgørende faktor, da vi skulle købe hus. Den drøm udlever vi på alle punkter i dag med mange æg hver dag og masser af grøntsager at høste.
Men selvforsyning er jo også at spise de dyr, man omgiver sig med – og denne del må jeg indrømme, at jeg har skulle vænne mig til:-) Jeg har haft svært ved at spise noget, som jeg havde set løbe rundt i levende live noget tid inden. Men efterhånden som tiden går, så bliver jeg mindre og mindre sart hvad det angår – det er jo faktisk rigtig rart at vide, at de kyllinger man sætter tænderne i, har levet et godt liv med masser af plads og masser af god mad.
Det skal dog nævnes, at da Jimmy købte tre kaniner for 3 år tilbage med ideen om, at deres afkom skulle ende i vores fryser, var jeg nødt til lige korrigere ham – der gik min grænse for hvad jeg havde/har lyst til at fortære:-D Så kaninerne er udelukkende for hyggens skyld, og jeg ved, at mange mener, at det er en sand delikatesse – jeg vælger at tro på deres ord:-)
Jimmy har længe haft en tanke om at lave sin helt egen ruge maskine ud af en gammel fryser, der fulgte med huset, da vi overtog det. Og hos Jimmy er der ikke altid langt fra tanke til handling, så for godt en måned siden (da drengene og jeg var et smut i det jyske) førte han tanken ud i livet. Og man må sige, at den er en stor succes – 19 kyllinger og 6 ællinger har den allerede spyttet ud og der er flere kyllinger på vej.
Samtidig har vi en hønemor, der har 6 små nye kyllinger under sine vinger og ude i kaninburet har kaninmor 6 søde bløde kaninunger:-) Faktisk har vi snart så mange små søde dyreunger herhjemme, at man kan tale om en decideret invasion – men en hyggelig en af slagsen:-)
Resten af eftermiddagen vil jeg tilbringe på sofaen med mindstemanden, der endnu en gang er lagt ned med feber – den stakkels lille fyr. Lige nu sover han trygt og godt i hans seng og når han vågner skal vi lige et smut forbi lægen, så han lige kan blive tjekket godt igennem:-)