Kommende husprojekter

Da vi overtog vores lille landsted for snart 4 år siden, var huset, mildest talt, i knap så god forfatning. Det bar i den grad præg af, at huset tidligere ejer var kommet op i årerne, og overskuddet derfor ikke var, hvad det havde været. Huset trængte til en opdatering. Det har vi igang med lige siden og vi er slet ikke færdige (bliver man nogensinde det, når man er husejer??). Sidste år fik vi gjort børnenes legeværelse færdig, og vi er rigtig glade for resultatet. Inden værelset blev færdig agerede stuen både legerum, spisestue og stue, hvilket var pænt frustrerende til tider. Så da vi kunne flytte legetøj og des lige ind på legeværelset, var det en sand festdag. Sidste år fik vi også lavet vores soveværelse færdig og sat nye vinduer i på hele førstesalen.

I år er turen så kommet til børnenes soveværelse, vi har nemlig, siden vores soveværelse blev færdigt, delt det med begge drenge, hvilket har været hyggeligt, men også en smule crowded:-) Jeg elsker alt, hvad der har med indretning at gøre, så at sove i et soveværelse, der er så kedeligt og intetsigende, som det af gode grunde, er nu… lad os bare sige, at jeg glæder mig til at komme videre i processen. I samme omgang skal repos på førstesalen (som ligger imellem børnenes soveværelse og vores soveværelse) også have en ordentlig overhaling.

Andre projekter der presser sig på det kommende år er at få sat nye vinduer i i stueetagen, det er virkelig tiltrængt, da flere er punkteret og nok er fra ruder konges tid.. Så skal vi have stiftet vores oliefyr ud med et pillefyr, hvilket vil give en stor besparelse på vores varmeregning. Vi skal i den forbindelse have pillet den gamle murstens skorsten ned, da den er blevet utæt, og derfor sender vand ned i huset, når det regner (måske vi burde starte med det:-))

Det var de store projekter for i år, der kommer helt sikkert en masse små hyggelige projekter hen ad vejen, jeg har ihvertfald et par stykker i tankerne:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *