Aj, hvor er du bare fjollet mor, lød det fra den største loppe, da jeg foreslog, at vi kunne male med spaghetti:-) Men han var mere end klar på projektet, da vi fik linet karton og og maling op på græsset.
Det mest besværlige, ved dette lille mini projekt, var at koge spaghettien, da jeg var nødt til at holde i dem, imens de kogte, så den øverste del over stripsene ikke kom ned i vandet. Jeg kogte dem i 7-8 minutter (de behøver jo ikke at være helt al dente;-))Jeg gav hver spaghetti bundt en lille strib lidt over midten, så der var en fast håndtag at holde i – ellers vil jeg tro at det kan blive lidt besværligt at male med dem:-) Jeg lavede selve spaghetti penslerne i forskellige størrelser, for at se hvad der var nemmest at arbejde med, men det gjorde ikke den store forskel, det var lige nemt uanset størrelse:-)
Herefter tapede jeg 8 stykker karton (4 til hver af lopperne) på en affaldspose, jeg havde klippet op i den ene side og placerede den så på græsset. Og så fik drengene bare lov til at give den gas med spaghettien:-) Alle kan være med – selv de helt små – spaghettien kan her være med til at stimulere sanserne – bare hold øje med at spaghettien ikke ender i munden, når først malingen er kommet på:-)
Det er også muligt at lave projektet indendøre, men det er med at dække godt til, da det har en tendens til at svine lidt. Og i samme ombæring – husk forklæder;-)
Materialer:
- Forskellig farve maling
- Hvidt karton
- Paptallerkner (til malingen)
- Spaghetti
- Strips