Jambalaya – sydstaternes svar på biksemad

Vores weekend blev tilbragt i det jyske, hvor vi skulle fejre min kære fars fødselsdag, men desværre kom det meste af weekenden til at stå i sygdommens tegn, da Daniel fik feber nærmest i det minut, vi parkerede bilen ude foran huset i Skive. Og han er stadig ikke på toppen, så i dag sidder vi to på sofaen og ser Disneys Robin Hood (vi er igang med tredje omgang siden i morges:-/).
Da vi kom hjem igen i går – efter 3 1/2 time i bil – var overskuddet nærmest ikke eksisterende efter et par nætter, hvor søvn har været en mangelvare, så de første par timer stod på afslapning og hygge på sofaen med begge drenge, mens farmand klippede græsset.

På dage som i går er det rart med en nem omgang aftensmad, der ikke kræver flere timer i køkkenet, så i går stod menuen på en rigtig lækker omgang biksemad fra sydstaterne – alt i en gryde – så bliver det ikke lettere:-) Jambalaya er en nem og lækker ret med masser smæk på smagen. Retten kan fortolkes på mange forskellige måder alt efter hvad man lige har i køleskabet, men den indeholder dog altid ris og forskellige grøntsager. Drengene er virkelig glade for ris, så denne ret falder lige i deres smag.jambalaya, biksemad, sambal-oelek, parboiled-ris, bladselleri, kylling, chorizopølse, opskrift, hjemmelavet

Jambalaya: – til 3-4 personer

  • Olivenolie til stegning
  • 2 stykker kyllingebryst
  • 1 stort løg
  • 170 g chorizopølse
  • 3 stilke bladselleri
  • 3 gulerødder
  • 1 bundt forårsløg
  • 1 gul peberfrugt (rød kan også sagtens bruges)
  • 3 fed hvidløg
  • 1 ds. hakkede tomater
  • 3 1/2 dl. hønsebouillon
  • 1 tsk. Sambal Oelek
  • 3 dl. parboiled ris
  • 2 spsk. brun farin.

Løget hakkes, peberfrugt skæres i tern og bladselleri, forårsløg, chorizo og gulerødderne skæres i skiver

Kyllingefileterne steges i en stor gryde. Grøntsager og chorizo kommes i og steges med kyllingen. Hvidløget presses i gryden, derefter tilsættes de hakkede tomater, sambal Oelek, hønsebouillon og til sidst de ukogte ris. Smag til med brun farin. Retten er færdig, når risene er møre og har opsuget al væden, det tager ca. 25 minutter.

For at gøre retten mere børnevenlig tilsatte jeg ikke sambal oelek i retten, men serverede den ved siden, så man selv kunne justere styrken. I mange versioner af retten tilføjes også rejer, hvilket også er rigtig lækkert. Server eventuelt et godt stykke brød til:-)jambalaya, biksemad, sambal-oelek, parboiled-ris, bladselleri, kylling, chorizopølse, opskrift, hjemmelavet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *