Planer for April

Jeg er altså helt pjattet med forår – jeg elsker, som de fleste andre, når alting vækkes fra vinterdvale – og det er ligesom om, at det er kommet meget før i år end tidligere, vores rosenbuske har allerede store flotte blade, hvilket både er skønt, men også lidt for tidligt – vi har jo slet ikke nået at klippe dem til endnu (luksusproblem:-)) Vejret er jo fænomenalt for tiden med høj sol og en skøn forårsvarme. Vi bruger langt størstedelen af fritiden uden for – Jimmy er ved at lægge sidste hånd på vores nye hønsehus (og det bliver noget så fint), jeg er lige blevet færdig med at give terrassen en ordentlig omgang højtryksrens og drengene har fundet deres hobby fra sidste sommer frem igen – nemlig at klatre i træer – og i år kan Daniel også for alvor være med. At deres klatren så går ud over vores engang så fine magnoliatræ er så en anden sag;-) I går grillede vi for første gang i år og nød maden i havestuen i 23 graders varme – som sagt – jeg ELSKER forår:-) Samtidig med at jeg er helt høj af forår, så går det også strygende med mit nye job – jeg har fået de sødeste kolleger og masser af spændende opgaver at gå i krig med – generelt går det faktisk bare rigtig godt for tiden:-)

April bliver både en travl og hyggelig måned, når jeg ser på mine planer for de kommende 30 dage – de ser blandt andet således ud:

1: Vi har allerede tyvstartet med en kærestetur i den forgangne weekend – drengene blev passet hos deres faster, onkel og to små kusiner – og så stak Jimmy og jeg ellers af til tivolis koncertsal, hvor vi blev godt underholdt af sir spamalot efterfulgt af en lækker middag på Bryggeriet/hereford og afslutningsvis en overnatning på hotel på Vesterbro. Forinden spamalot nåede vi også lige en shoppetur på strøget og en iskold fadøl i Nyhavn i den lune forårssol – en helt igennem perfekt dag og aften:-)

2: Sidste år havde jeg en forestilling om, at jeg skulle male vores ladebygning – det blev ved tanken, så den skal klares i år i stedet og det er med at gøre det, før det bliver alt for varmt i vejret.

3: Drivhuset skal have en ordentlig omgang i den kommende weekend, så vi er klar til årets drivhussæson

4: April er også måneden, hvor jeg bliver 37 somre – vi har ingen planer på dagen endnu, men mon ikke at det ender med, at vi tager ud og spiser hele banden.

5: Måneden byder også på en sommerhus tur sammen med mine forældre, onkel, tante, kusine, fætter, vedhæng og børn – med masser af god mad, hygge, vandland og god vin – det bliver godt:-)

6: Planter blomster i krukker og anlægge et lille højbed på vores (nu rengjorte) terrasse fyldt med velduftende krydderurter

7: Havestuen skal også have en ordentlig omgang, så den kan holde sæsonen ud – vi har nemlig store planer om at rive den eksisterende ned til efteråret og bygge en ny op – men vi vil lige have sommeren med – den er altså ikke til at undvære:-)

8: Årets første tur på bakken med alle mine drenge

9: Nyde gode venners selskab – blandt andet et besøg fra den modsatte side af verden – af vores skønne venner der til dagligt huserer i Myanmar.

10: Og så glæder jeg mig ellers bare til at nyde det – forhåbentlig – skønne forårsvejr.

Med ønske om en rigtig dejlig april måned til alle:-)nektarintrae

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *